Før du fortsætter skal du sikre dig at du har en backup af dine filer, da ALT slettes.
Windows indbyggede genindstaller funktion bruger du på en af de følgende to måder:
Reset fra logon skærmen:
Start PC’en og vent på “logon skærmen”.
Klik på “Sluk” knappen.
Hold “Shift” nede og klik på “Genstart”.
Vælg “Troubleshoot”
Reset og følg vejledningen.
Reset fra indstillinger (også på Windows RT):
Klik på “Windows knap + C” for at åbne “Charms”
Vælg “Indstil”
Vælg “PC-indstillinger” aller nederst.
Vælg “Generelt” i menuen.
Scroll ned til punktet “Fjern alt, og geninstaller Windows” og klik på “Kom i gang”
Se evt nedenstående video:
Nu er tanken bag denne blog ikke at den skal fyldes med brok og beklagelser.
Jeg har dog købt et produkt som ikke helt har levet op til mine forventninger, og i forbindelse med dette, er der dukket nogle overvejelser op som jeg gerne vil dele med andre, og eventuelt starte en debat (skriv endelig en kommentar til indlægget).
Vi har i et tidligere indlæg været inde på emnet backup til ekstern harddisk som (normalt) er en glimrende måde at sikre en kopi af sine data på.
Da jeg gerne ville sikre mine data bedst muligt, valgte jeg en NAS (Network Attached Storage – Netværks Tilsluttet Lagring) enhed med to diske i RAID 1 (spejling).
Herved burde man være sikret bedst muligt.
Produktet er koblet til netværket, så den kan være placeret et helt andet sted, end computeren, og alle ens data ligger i to ens eksemplarer på hver sin harddisk.
Skulle der opstå brand på kontoret, eller indbrud, så kan NAS enheden være opbevaret andetsteds, og hvis den ene af de to harddiske står af, så vil der stadig være en nøjagtig kopi af indholdet på den resterende, så ens data er ikke gået tabt.
Ovenstående er teori, praksis er desværre noget helt andet…
Jeg bestilte to stk. Maxtor Shared Storage II NAS enheder til backup, den ene skulle anvendes privat, og den anden i erhvervsøjemed.
Prisen er tæt på 4.000 inkl. moms, og til den pris har man en forventning om at produktet virker.
Der er nu gået 7 uger siden købet, og jeg har oplevet problemer med dem begge.
Begge har haft det med at “falde ud” hvorefter man ikke kan få fat i dem over netværket før de er blevet genstartet.
Hvad værre er, så har den ene enhed afgået ved døden (og her gentager jeg EFTER 7 UGER).
Den defekte NAS enhed tikker højlydt, på samme måde som en død hard disk, og jeg går derfor ud fra at den ene af de to harddiske er stået af.
Det har ikke været et problem på andre RAID1 enheder som jeg har haft i hænderne, da man stadig kunne tilgå enheden via programmer eller webinterface, og “bare” skulle skifte den defekte harddisk ud med en frisk for at fortsætte som før. Efter udskiftning af den defekte harddisk, kopieres indholdet fra den friske over på den nye. Herud over blev man på den ene eller den anden måde gjort opmærksom på at enheden havde en fejl, så man kunne reagere.
I tilfældet med min Maxtor Hared Storage II var der ingen advarsel. LED lysene på enheden blinkede grønt, som om alt var i den skønneste orden, men man kunne ikke tilgå den over netværket. Både delte netværksdrev og webinterface var utilgængelige, og den svarede ikke på ping.
Trykkede man på power knappen skete der intet, heller ikke hvis man holdt knappen inde, så lukkede den heller ikke ned (manualen siger at der går 1-10 sekunder fra man trykker på knappen, til den er lukket ned).
Tog man strømmen fra enheden og tilsluttede den igen, så startede den op og kørte ufortrødent videre med sine tik tik lyde.
Det meste af ovenstående kan ses på videoen her under:
Jeg er ikke den eneste der har stødt på problemet.
En anden blogger har været ramt af det samme (mere her), og kigger man på Maxtors dertil indrettede forum, er der yderligere historier om lignede oplevelser.
Jeg tog naturligvis kontakt til den lokale leverandør, som jeg havde købt de to Maxtor Shared Storage II fra.
De vil meget gerne være behjælpelige, skille den ad og eventuelt skifte harddisk(e), men hvis det viser sig at være selve hardwaren, så har de ikke de fornødne stumper.
Et andet problem er at hvis de (eller jeg selv) fjerner et klistermærke for at komme til den ene skrue, så ryger garantien.
Alternativt skal enheden sendes fra forhandleren til importøren, og derfra videre til producenten, og ingen kan vide hvor diskene og deres indhold ender i sidste ende.
Problemet er at jeg ikke har adgang til de data der ligger på enheden uden at åbne for den fysisk.
Åbner jeg den fysisk, så kan jeg få adgang til diskene, redde det jeg ønsker at redde, og/eller slette de data der ligger på harddiskene vha. dertil indrettet software. Til gengæld ryger garantien, og dermed enhver mulighed for at få repareret enheden.
Sender jeg enheden tilbage, og får den erstattet af en ny, så burde jeg være glad, for jeg brugte jo “bare” NAS’en til backup. Jeg har en ekstra kopi af indholdet på min gamle USB harddisk.
Men hvad sker der med mine data på disken?
Hvilke garantier har jeg for at disse diske ikke pilles ud af enheden af en tekniker (hvor den nu ender), og derefter videregives/-sælges til en trediepart, med alle mine data på?
Jeg har ikke umiddelbart noget at skjule, men derfor har jeg ikke interesse i at mine data kommer i andres hænder, og hvis du tænker over hvad din PC indeholder af data, så er du sandsynligvis af samme mening.
En typisk privat backup indeholder følgende fra en længere årrække (i mit tilfælde fra midten af 90’erne, det det før blev gemt på floppydrev):
Emails – der blandt andet indeholder regninger, ordrebekræftigelser, brugernavne og adgangskoder til 117 tjenester, mail konti mv.
Dokumenter – med ansøgninger, budgetter, invitationer, interne sager fra foreninger og job mv.
Fotos – af børn, ægtefæller, rejser mm.
Webbank nøgle
Digital signatur – eller backup af denne.
Kort og godt, så indeholder en backup fra en privatperson, hele ens “digitale” liv. Taler vi om en virksomheds backup, så vil der være budgetter, regnskaber, regninger, kundelister samt en masse andre fortrolige informationer.
INTET af dette har man kontrollen over såfremt man sender det tilbage til producenten, uden først at have slettet diskenes indhold.
Det er set mere end en gang, at data fra både private, banker og regeringer havner i hænderne på 3. part. Ud over de historier man læser i IT medierne, har jeg hørt en del om hvad folk har klunset sig til på den lokale forbrænding, og hvad der har ligget på det (personligt anser jeg ikke en gennemgang af andres data som personlig underholdning!).
Spørgsmålet er så om man skal sikre sine data, og lade dem slippe af sted med et lousy produkt, eller om man skal gå ud fra at ens data er sikre, og man skal spare pengene der ellers skal bruges på noget tilsvarende.
Jeg vil kommentere herunder såfremt der sker noget nyt i sagen, har du oplevent noget lignende, må du naturligvis meget gerne gøre det samme.
RAID står for “Redundant Array of Independent Disks”.
På dansk betyder dette en “Redundant Række af Uafhængige Diske”
Hvis man ser bort fra RAID0 (der udelukkende sikrer en hurtig lagring af data uden backup) så rikrer RAID brugeren mod tab af data, ved enten at have en nøjagtig kopi på en anden disk, eller ved at have fordelt sig på et antal diske på en måde hvorfra man kan regne sig frem til hvad der var på den sidste (paritet).
Der findes et sæt standard RAID levels (på dansk: RAID niveauer):
* RAID 0 (striping) Data fordeles skiftevis fra disk til disk. Kræver minimum 2 diske.
Redundans: Når en enkelt disk fejler, fejler hele systemet. Redundansen forringes til 1 divideret med antallet af diske.
Performance: Søgetiden er den samme som de underliggende diske. Overførselshastighed øges med en faktor svarende til antallet af underliggende diske, både ved læsning og skrivning.
* RAID 1 (mirroring) Data spejles på flere diske. Kræver minimum 2 diske.
Redundans: Redundansen forøges med en faktor svarende til antallet af diske. To diske betyder eksempelvis dobbelt så høj redundans.
Performance: Ved parallel tilgang øges søgetiden med en faktor svarende til antallet af brugte diske. Overførselshastigheden øges med en faktor svarende til antallet af diske, men kun for læsninger. Ved skrivninger gælder samme overførselshastighed som for de underliggende diske.
* RAID 0+1 (striping + mirroring) Kombination af de to ovenstående, hvor data først bliver skrevet skiftevis ud på 2 diske og disse så spejles på 2 andre diske. Kræver som minimum 4 diske; et lige antal diske. Rekonstruktion er en markant besværligere proces end for RAID 1+0, som i øvrigt giver samme fordele, derfor anbefales det ikke at bruge RAID 0+1.
Redundans og performance er afhængigt af konfiguration, se redundans og performance for RAID 1 og RAID 0.
* RAID 1+0 (mirroring + striping) Data bliver først spejlet og derefter skiftevis fordelt ud på flere diske. Kræver minimum 4 diske; et lige antal diske. Benyttes ofte for at give alle redundans og performance fordelene fra RAID 1, og yderligere vinde bedre hastighed ved skrivning fra RAID 0.
Redundans og performance: se ovenfor. Ved at putte flere diske i hvert mirror øges faktoren af fordelene fra RAID 1. Ved at indsætte flere mirrors i stripen øges den forbedrede skrivehastighed fra RAID level 0.
* RAID 2 Data fordeles på bit niveau eller i meget små blokke på flere diske, og en “Hamming kode” udregnes og gemmes på en eller flere paritetsdiske. Kræver som minimum 3 diske.
* RAID 3 og RAID 4 (striping med dedikeret paritet) Som RAID 0, men med en disk som er dedikeret til hhv. paritets-bit (RAID 3) eller paritets-blok (RAID 4). Pariteten anvendes ved data-genskabelse ved nedbrud i én disk. Kræver minimum 3 diske.
* RAID 5 (striping med distribueret paritet) Som RAID 4, men med distribueret paritetsblok. Igen kan data genskabes ved nedbrud af én disk. Kræver minimum 2 diske for at fungere, men typisk 3 diske for at have nogen relevans sammenlignet med RAID level 1.
Redundans: Forbedring svarende til 1 divideret med antallet af diske.
Performance: Søgetid er den samme som den langsommeste af de underliggende diske. Overførselshastighed ved læsning er den samme som summen af de underliggende diske minus én disk. Skrivning kan være markant langsommere, fordi der ved skrivninger der er mindre end en hel RAID blok først skal læses en række datablokke og en paritetsblok (herefter en “stripe”), hvorefter der indføres nye data, paritet udregnes igen, hvorefter stripen skrives tilbage. Specielt søgetiden ifbm. læsning af blokken kan forårsage et stort fald i performance.
* RAID 6 (striping med dobbelt distribueret paritet) Som RAID 5, men med dobbelt så mange paritetsblokke. Her er det muligt at genskabe data ved nedbrud af to diske. kræver minimum 4 diske.
Redundans: Forbedring svarende til 2 divideret med antallet af diske.
Performance: Som RAID level 5 minus én disk.
* RAID 10 Kan være forskellige ting. Linux’ RAID driver har et RAID10 modul, der minder om RAID 1+0, men som kan bruge et ulige antal diske, kan fordele data på forskellige måder og har en lidt anden ydelsesprofil. Desuden bruges RAID 10 ofte af fabrikanter som en marketing gimmick, hvor der blot er tale om et alternativt navn for RAID level 1+0. Det samme gælder i øvrig RAID50 vs RAID 5+0 og RAID51 vs RAID 5+1.
Her kan man se at mit kablede netværk ikke er tilssluttet, mit trådløses IP adresse, samt hvilken “gateway” jeg går i gennem for at komme på Internettet.
Hvis jeg vil have flere informationer kan jeg skrive “ipconfig /all”, hvilket giver mig følgende informationer:
Ud over førstnævnte informationer får man blandt andet oplyst min computers navn, min MAC adresse (unik adresse for mit netkort), hvilke DNS servere jeg bruger (DNS servere bruges til at finde ud af hvor på Internettet din bærbare skal kunne finde de forskellige hjemmesider), om jeg får tildelt min IP adresse af en server (DHCP server), og hvor længe denne server giver mig lov til at bruge IP adressen, før jeg igen skal tildeles en IP.
Disse oplysninger bruges ofte ved netværks fejlfinding.
De kan også eksporteres til en tekstfil. Se her såfremt du har behov for dette
Man køber en plastikboks med en eller flere ledninger, sætter det ene stik i 220 volt stikket og den anden i aDSL modemmet.
Og vupti, hele familien kan komme på nettet med deres bærbare enheder.
Man skal dog lige tænke på at naboens knægt også har uhindret adgang til Internet forbindelsen, med mindre man sikrer det. De trådløse sendere (Routere og Acces Points) er piv åbne når man køber dem.
Herunder kommer en vejledning i hvordan man kan opsætte sikkerheden på en “Linksys WRT54G/WRT54GL” router med trådløst netværk.
Jeg har prøvet et hav af forskellige mærker og modeller, og når man ser på brugervenlighed og strømforbrug så er denne model det bedste jeg har stødt på. Som et lille sidespring kan jeg nævne at jeg modtog en trådløs router fra mit teleselskab, som jeg bortskaffede efter at have målt et srømforbrug der svarede til 600,- om året.
Linksys WRT54G
For at sætte en Linksys WRT54G eller WRT54GL op kan man gøre som følger (det er stort set samme fremgangsmåde med andre mærker, dog er koder og IP adresser ikke den samme). Klik på billederne for at se dem i større format.
1) Bag på Routeren er der en række stik. Ét rundt der er til strømforsyningen, ét enligt netværksstik, der forbindes til dit aDSL modem (evt. vha det medfølgende kabel), og fire netværksstik der kan anvendes til at tilslutte stationære computere.
2) Tilslut PC’en til én af Routerens fire netværkstik vha. et kabel.
3) tast routerens IP adresse (192.168.1.1) ind i din browsers (Firefox eller Internet Explorer)adressefelt:
4) Efterlad brugernavn blank, og skriv “admin” som kode, for at få adgang til routeren.
5) Vælg menupunktet “Wireless”, undermenupunket “Wireless Security” og vælg “WPA2 Personal” i drop down boxen, som på billedet her under.
6) Vælg en kode som andre umiddelbart ikke kan huske (herunder ses en forvanskning af “tastenkode” som er blevet til “ta573nk0d3”. Skriv for en sikkerheds skyld koden ned så du har den hvis en gæst en dag har behov for at komme på.
7) Gå herefter ind i menupunktet “Administration” og indtast en anden kode her (så den ikke er “admin” som i punkt 4).
Din router er nu sat op, så naboes knægt ikke umiddelbart kan komme på.
