Jeg får ofte spørgsmål om hvilken PC man bør købe til studiebrug, og hvad for noget software man bør købe.
Køb af computer.
Nogle af de vigtigste faktorer som folk sjældent tænker på er “størrelse”, “vægt” og “fysisk styrke”.
Størrelse.
Det er ikke samme behov som hjemme, hvor computeren sjældent bevæger sig længere end mellem skrivebord og sofabord.
På studiet skal computeren (ud over transporten mellem hjem og uddannelse) flere gange dagligt flyttes op og ned af trapper, mellem et utal undervisningslokaler, auditorier, laboratorier, kantinen, studiemiljøer mm.
Hertil kommer caféen hvor man mødes efter skoletid.
Computeren skal samtidigt dele pladsen i tasken med bl.a. mapper, bøger, skriveredskaber og madpakken.
Så ja, men kan godt købe store kraftige bærbare med 17″ skærm, der kan alt på nær brygge kaffe, men overvej om ikke en mindre med 12″ er nemmere at have i tasken, nemmere at beskytte mod de daglige knubs i bussen og giver mere plads til mappen og forsøgsopstillingen på bordet i undervisningslokalet.
Har man brug for en større skærm når man er hjemme, så kan man tilslutte en større skærm og endda sit TV vha et HDMI kabel.
Vægt.
Hænger ofte sammen med størrelsen.
Førnævnte 17″ model vejer sandsynligvis flere gange så meget som 12″ modellen, og bøgerne du får udleveret får i forvejen tasken til at veje rigeligt.
Fysisk styrke.
Studielivet er et hårdt for en computer.
Den åbnes og lukkes konstant når fokus skifter fra tavlen til computeren, og den skal både op og ned af tasken hver lektion, og får tit stød når tasken transporteres fra sted til sted.
Før du køber den billigste bærbare der er i Expert/Bilka/Power skal du overveje om den rent fysisk kan holde til flere års hårdt brug.
De billigste bærbare har ofte et tyndt plastik kabinet der let giver sig når man holder på hver side af tastaturet og vrider let, i modsætning til de lidt dyrere der ofte har en metalramme der giver noget styrke.
Jeg får meget ofte besøg af studerende med de sårbare plastik modeller, hvor hængslet er knækket, LCD panelet flækket, eller bundkortet beskadiget fordi den ikke har kunnet tåle de daglige påvirkninger. En del af disse giver op inden garantien er udløbet, men bliver afvist af forhandlerne pga synlige skader/udefrakommende påvirkninger.
Windows, Mac, ChromeBook, Linux eller ?
Langt de fleste undervisnings institutioners egne IT miljøer er centreret omkring Windows, men samtidigt er der rigtig mange elever/studerende gerne vil overtale forældrene at de gerne vil have en MacBook, MacBook Air eller MacBook Pro.
Jeg spørges oftere om man kan anvende en Mac på skolen, end hvilke krav der stilles til en Windows PC.
Det er ingen hemmelighed at jeg er glad for Apples produkter, men det er ikke den rette løsning i alle tilfælde.
Det er vigtigt at høre med den uddannelses institution udstyret skal benyttes på, hvilket software der skal anvendes.
På vores lokale almene gymnasium er der software til både Windows og Mac, så her er der “frit valg”, og størstedelen af eleverne har en bærbar med “æble på låget”.
Derimod er der på den lokale erhvervsskole fagspecifik software, der kun understøtter Windows, så her skal man købe en Windows licens, og bakse med virtuelle maskiner eller “boot camp” såfremt man insisterer på andet end en Windows baseret PC.
Samtidigt kan det på medielinien være en fordel med Mac, da nogle skoler foretrækker at redigere video i Apples Final Cut Pro.
ChromeBooks er billige, men er også stærkt begrændsede.
Det er ikke sikkert at man kan få den rette fagspecifikke software der anvendes, og det er heller ikke sikkert at den kan kobles til skolens trådløse netværk, netværksressourcer eller printere.
Sørg for at tale med uddannelses institutionen før du køber en ChromeBook.
Linux kan også give udfordringer med fagspecifik software.
Sikkerhed.
Opdateringer.
Det siger sig selv at sofwaren på din computer til enhver tid bør være opdateret.
Sørg jævnligt for at din computer kører nyeste udgave af Operativsystemet, og lad være med at udskyd opdateringer.
Det samme gælder den installerede software samt Office pakken.
Antivirus software.
Jeg har alt for ofte set computere hvor elever kører med en antivirus pakke der er udløbet. Der har fulgt en 30-365 dages demo med da de købte den, og så har de ikke registreret at den efterfølgende er holdt op med at hente opdateringer.
Samtidigt har jeg set mange af de større pakker med kombineret Antivirus/Firewall/Malware der gav problemer med at forbinde til institutionernes systemer. Især firewalls har sat sig på bagbenene når studerende har forsøgt at forbinde til wifi, printere mm.
Hvis bare du tænker før du klikker på popups med “OK” eller “Installer”, så er den medfølgende antivirus “Defender” i Windows rigeligt til Studiebrug.
Bruger du en Mac så læs om Antivirus her.
Backup
Sørg for at sætte dig ind i hvordan du tager backup, og sørg for at gøre det jævnligt.
Forestil dig at tiden nærmer sig din afsluttende eksamen, og hele dit studieliv og alle dine noter ligger på din computer. Hvordan kommer du så videre med forberedelserne til eksamen, hvis der intet sker når du trykker på din computers powerknap?
Som tidligere nævnt lever en computer et hårdt liv i løbet af studietiden, og det hører ikke til sjældenhederne at de dør under omstændigheder man knapt kan forestille sig.
Jeg er blandt andet blevet bedt om at hjælp, til at redde data fra computere der har fået lynskader, er blevet kørt over af en bil, er blevet overhældt med cacao, the eller fadøl, og er blevet tilsluttet en strømforsyning hvor der var byttet om på plus og minus.
Nogle gange kan man ikke redde data, og så er det godt hvis man kan genskabe sine data fra sin backup.
Software og On-line tjenester.
Generel software.
Officepakke.
Det er nok nemmest at installere Microsofts Office pakke. Inden du selv går ud og køber den bør du kontakte skolen og høre om du har adgang til den under dit studie. De fleste skoler tilbyder en gratis licens til Microsofts Office 365 løsning i hele den periode du er under uddannelse.
Hvis du ønsker et alternativ til Microsofts Office kan man klare de fleste udfordringer med det gratis alternativ “Libre Office”
På Mac kan man i App Store frit downloade Apples “Pages” “Keynote” og “Numbers”
Redigering af billeder.
Paint.Net
Fagspecifik software.
Matematik:
Geogebra
Texas Instruments – TI-Nspire CX CAS
WordMat
Populært. gratis plugin til Microsoft Word.
Musik
Primus
En del skoler anvender Primus i musikundervisningen. Primus kan både anvendes på MacOS og Windows.